• Højbyen i Kalundborg
  • Højbyen i Kalundborg
  • Højbyen i Kalundborg

Højbyen

Kalundborg består af de to bydele Højbyen og Nederbyen. Højbyen er den højtbeliggende bydel omkring Vor Frue Kirke, mens Nederbyen er bydelen syd for Møllebakkens fod med bl.a. Kordilgade og Skibbrogade.

Højbyen ligger på en knap 400 m lang og 200 m bred tenformet bakke. Den vestligste spids af bakken blev omkring år 1170 befæstet af Esbern Snare, som her opførte Vestre Forborg. Befæstningen skulle beskytte mod Venderne – eller som historikeren Saxo udtrykker det omkring år 1200: ”fik således ved denne ny befæstning havnen gjort ryddelig for sørøvere”. Resterne af Vestre Forborg kan i dag ses i Ruinparken umiddelbart vest for museet.
På den østligste spids af bakken blev Kalundborg Slot opført i 1300-tallet, muligvis af Valdemar Atterdag, efter at han havde indtaget byen i 1344. En af slottets berømte beboere var Christian II, der fra 1549 og til sin død i 1559 sad i fangenskab her. Kalundborg Slot blev nedrevet under svenskekrigene 1658-60, men vi kan syd for Klostertorvet se ruinerne af slottets mægtige tårn Folen, hvor Danmarks rigsarkiv blev opbevaret fra ca. 1400 til 1536.
Den unikke og meget velbevarede byplan i Højbyen stammer tilbage fra middelalderen, måske helt tilbage fra byens grundlæggelse. Den består af Torvet, Munkesøgade mod nord, den centrale gade Adelgade og Præstegade mod syd. Centralt i Højbyen ligger den femtårnede Vor Frue kirke, der sandsynligvis er opført omkring år 1220. Højbyen var i middelalderen omkranset af en bymur, og Kalundborgs købstadsprivilegier gjaldt kun inden for bymuren. I 1649 blev privilegierne udstrakt til også at gælde for Nederbyen, og herefter svandt Højbyens betydning. Byens handel rykkede nemlig mod øst til Nederbyen, hvor byens købmænd fandt bedre plads til deres aktiviteter.
I Kalundborg Museums have kan man se en model af Højbyen, som den så ud omkring 1650.

Højbyen i dag

I dag er Højbyen først og fremmest et attraktivt boligområde. Men med attraktioner som f.eks. Vor Frue kirke, Bispegården, Sigrid Undsets fødehjem, Kalundborg Museum og Ruinparken er Højbyen et must for enhver turist, der gæster Kalundborg. Ved indgangen til Højbyen – omtrent hvor Lænkeporten fandtes i middelalderen – ligger ”Asylet”, der fra 1840 til 1966 rummede Kalundborgs første børnehave. I dag bruges bygningen af Kalundborg Lokalarkiv. På Torvet blev billedhuggeren Erik Varmings skulptur af byens grundlægger Esbern Snare opstillet 1997. Bag skulpturen ligger byens gule rådhus fra 1854, bygget på pladsen, hvor Kalundborg Slot oprindelig lå. Vest herfor mellem Adelgade og Munkesøgade ligger Gyths Gård, hvor den norske forfatter Sigrid Undset blev født i 1882.
Fortsætter man op ad Adelgade mod kirken, møder man på højre hånd Bispegården og det gamle rådhus med restaurant, skiftende kunstudstillinger. Lige over for Bispegården ligger havearkitekten C. Th. Sørensens haveanlæg ”Parterret” fra 1953. Mellem dette og kirkemuren ses billedhuggeren Bissens forarbejde til den tapre landsoldat i Fredericia; en buste modelleret efter guldaldermaleren J. Th. Lundbyes ansigtstræk. Samme J. Th. Lundbye (1818-48) var i øvrigt født i Skibbrogade i Kalundborg, og som kunstner fandt han mange af sine motiver i Kalundborg og på Røsnæs.
Den unikke 5-tårnede Vor Frue Kirke er gennem årene tilskrevet Esbern Snare, men det er nok snarere datteren Ingeborg, der har opført den som et monument over sin berømte far. Vest for kirken ligger Lindegården med Kalundborg Museums righoldige samlinger. Yderst mod vest er der via Borgbroen adgang til ruinerne af Vestre Forborg. I Præstegade finder man ”Stenhuset” fra slutningen af 1400-tallet (sandsynligvis et af de ældste bevarede beboelseshuse i Nordeuropa) og Kirkeladen, der tidligere har været bl.a. latinskole. Med sine lave, gamle huse og brostens- og stokroseidyl er Præstegade nok det nærmeste, man kommer svundne tiders Kalundborg.
Palle Bruun-Olesen

Project details
Like it?
More sharing options

Højbyen Kalundborg består af de to bydele Højbyen og Nederbyen. Højbyen er den højtbeliggende bydel omkring Vor Frue Kirke, mens Nederbyen er bydelen syd for Møllebakkens fod med bl.a. Kordilgade og Skibbrogade. Højbyen ligger på en knap 400 m lang og 200 m bred tenformet bakke. Den vestligste spids af bakken blev omkring år 1170…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *